Tag Archives: Tomat

Aftensmad Salat

Kyllingesalat med uendelige muligheder

Denne kyllingesalat kan varieres i det uendelige og fungerer godt som en tøm-køleskabet-ret. De udvalgte grøntsager anrettes på en bund af salat. Ovenpå lægges stegt kylling og evt bacon og pinjekerner. Endelig afsluttes med en dressing af olie, eddike, honning, sennep og hvidløg.

Dressing:
3 spsk olie
1 spsk balsamicoeddike
1 spsk flydende honning
1 spsk honey dijon sennep
1 fed hvidløg
Salt og peber

Dressingen kan sagtens varieres lidt i smagen ved fx at bruge en anden type eddike, citron- eller limesaft ligesom mængden af honning kan justeres. Ønsker man ikke en sød dressing, kan sennepen også udskiftes til en stærkere én af slagsen – eller man kan holde lidt igen med honningen. Dressingen kan laves i forvejen og gemmes et par dage i køleskabet.

Salaten tager ikke lang tid at lave, og man kan bruge alle mulige grøntsager – alt efter hvad der lige ligger i køleskabet og venter på at blive brugt. Her blev brugt peberfrugt, cherrytomater, asparges, kogte majskolber, som blev lagt ovenpå nogle revne salatblade. Kyllingbryst og bacon blev stegt, og ristede pinjekerner og dressingen øverst – lige inden servering.

Diverse Salat Tilbehør

Ovntørrede tomater

Dæk en bageplade med bagepapir og smør det med lidt olivenolie. Tomaterne halveres og placeres på papiret med den flade side opad. Drys med salt, sukker og rosmarin (eller en anden tørret krydderurt). Tomaterne stænkes med lidt balsamico eddike og sættes til tørring i ovnen ved 100-120°C i 4-6 timer. Pas på de ikke brænder på, så er temperaturen for høj.

Salat

Stegte auberginer med cherrytomater, basilikum og citronskal

2 auberginer
4 spsk olivenolie
400g cherrytomater
balsamicoeddike
salt og peber
1 fed hvidløg
2 spsk hakket basilikum
1 tsk reven citronskal

Auberginerne skæres igennem på langs og derefter i tynde både i passende længder. Hvis humøret mere er til skiver, skæres de i 1 cm’s tykkelse. Bådene/skiverne saltes i mindst en halv time, hvorefter de skylles og duppes tørre. Auberginestykkerne vendes i lidt olivenolie, inden de skal en tur på den varme grill.

I mellemtiden halveres tomaterne og stænkes med balsamicoeddike. Hvidløget hakkes fint og blandes med hakkede basilikumblade og revet citronskal (brug kun den gule del af skallen, ellers bliver det mere bittert). Det hele blandes og krydres med salt og peber.

Ude ved grillen skal auberginerne grilles, så de tager farve på begge sider – ca. 3-4 minutter på hver side afhængig af varmen. Alternativt kan de også grilles i ovnen. Auberginerne blandes med tomaterne, og så er der serveret.